Oldtidskundskab
1999x
Dansk
Oldtidskundskab
Litteratur
Links
Retorik til
Herennius
Lysias
Platon
Aristoteles
 

Oldtidskundskab

Præsentation af forløbet

I oldtidskundskab begynder forløbet med Retorik til Herennius - en ret teknisk lærebog i retorik fra 1. årh. f. Kr. Nogle vil måske undre sig over at vi begynder med en tekst der er flere hundrede år yngre end de forfattere vi ellers læser i oldtidskundskab, men forklaringen er den enkle at det retoriske system sådan som man lærte det i skolerne, blev systematiseret af grækerne og overtaget uændret af romerne. Derfor var det meget stabilt oldtiden igennem, og en lærebog skrevet på latin i 1. årh. f.Kr. giver således et indtryk af det samme system som grækerne brugte.

Efter gennemgangen af systemet, afprøver vi det på en af Lysias' taler: Om mordet på Erastosthenes. I skal se om den er inddelt sådan som lærebogen anbefaler. Som det andet punkt undersøger vi den karaktertegning Lysias her har foretaget, og til sidst skal vi vurdere om manden er sådan som han i talen fremstiller sig.

Herefter forlader vi de praktiske talere og vender os mod filosofferne. Platon kendte selv til talernes retoriske udfoldelser på torvet i Athen, og i dialogen Gorgias fremfører han en sønderlemmende kritik af retorikken. Vi skal både danne os et overblik over de enkelte kritikpunkter Platon fremfører, og vi skal se på Platons overordnede filosofiske synspunkt. Tingene hænger nemlig sammen hos Platon: Han har et filosofisk system, man kunne også sige en bestemt opfattelse af virkeligheden, og det er ud fra den at han kritiserer retorikken.

Det sidste synspunkt på retorikken vi skal møde i denne sammenhæng, er Aristoteles'. Aristoteles går mere praktisk til værks. I stedet for at tage udgangspunkt i et meget bestemt filosofisk system konstaterer Aristoteles at nogle argumenterer godt, andre dårligt, og så må man jo kunne undersøge hvorfor noget virker bedre end andet. Det leder Aristoteles frem til en undersøgelse af hvordan man argumenterer og overbeviser andre. Vi læser bl.a. det afsnit hvor Aristoteles beskriver hvordan unge, midaldrende og gamle mennesker er. Det skal man nemlig vide for at kunne tale overbevisende til dem.


Man kommer tilbage til forsiden ved at klikke på Oldtidskundskab 1999x øverst til venstre.
Opdateret 20011102af Søren Hindsholm