Homers sprog
Milman Parrys undersøgelser i Jugoslavien viste hvordan
mundtlig digtning er: Fra drengene er små lærer de metrum og et
stort sæt af sproglige vendinger til at beskrive den verden
digtene omhandler; derforuden skal de have et råmateriale for
handlingen, det er selve sagnet. Med disse hjælpemidler synger
digterne ligesom vi taler: Vi har alle sprogets ord og nogle
faste vendinger, digteren har et "skjaldesprog" som kan udtrykke
det nødvendige. Dette er blot lidt mere fast opbygget og består
af flere og større faste enheder end vores sprog kender. Dette
system er ganske indviklet: 36 tillægsord har Akhilleus til
forskellige kasus og placeringer i metrum, men ikke ét er en
dublet ud fra disse to kriterier! Sammenlign også med musik.
Men den måde personerne udfører handlingen, kan digteren selv
bestemme mere frit. Hertil er mytologien en hjælp. Med den viser
personerne deres tanker og begrunder deres handlinger; herved
karakteriserer de sig selv og andre. Bemærk at digteren ikke
fremfører en tekst han har lært udenad, ligesom en skuespiller,
men digter foran sit publikum. Det går fordi han har disse
"byggesten", og fordi publikum kan slappe af og samle handlingen
sammen i "pauserne", hvor kendt stof fremføres.
Parry viste at med disse forudsætninger kunne en analfabetisk
skjald i Jugoslavien over 1 uges arbejde + 1 uges fri + 1 uges
arbejde med sang to timer morgen og aften fremføre et digt på
Odysseens længde. Indholdet var ringe i sammenligning med Homer,
men teknikken viser hvordan Homer kunne have digtet.
"Homers" indsats, må vi
forestille os, var at han med et særligt talent og en speciel
kunstvilje kunne samarbejde sine forgængeres digte til et
sammenhængende digt med konsekvente karakterer og synspunkter på
stoffet (jeg bruger her "Homer" uden at tage hensyn
til at vi nu forestiller os én forfatter til Iliaden (ca. 750
f.Kr.) og en anden til Odysseen (ca. 700 f.Kr.)).
|