Flutes
Brød er sundt og praktisk at have i huset. Hvis man ofte bager flutes, bliver man så hurtig til det at det er hurtigere end at gå til bageren, og så er det også billigere. Det man ikke spiser om aftenen, er godt til morgenmad.
- 3 dl vand
- 25 g gær
- 1 teskefuld salt
- 500 g mel
Gæren opløses i vandet, salten tilsættes, og det æltes sammen med mel.
Dejen hæver 1-2 timer. Så ælter man den igen og laver tre flutes af den. De hæver 30-45 minutter.
Snit dem på langs med en kniv, stænk lidt vand over dem og bag 15 minutter ved 225 grader - ovnen skal være varm når de sættes ind.
Hvis man har en foodprocessor med dejkrog eller en anden æltemaskine, kan man også bare hælde det hele i skålen (uden at opløse gæren i vandet) og ælte det sammen. Lad det hæve i dejskålen, og efter 1-2 timer lader man lige maskinen køre et par omgange inden man laver de tre flutes.
|