hindsholm.dk
 

Brevkursus i det rette liv

af Søren Hindsholm

Seneca, der levede i første århundrede e.Kr., var i mange år kejser Neros opdrager og rådgiver. I begyndelsen artede Nero sig pænt, men med årene blev han umenneskeligere og mere og mere ustyrlig for Seneca. Til sidst stod Seneca med det svære valg: Hvor længe skal jeg prøve at dæmpe Nero – og tage et medansvar for meget, som jeg ikke kan stå inde for?

Men i 62 tog Seneca så sin beslutning og brød med Nero, og de næste tre år nød han friheden fra Nero og ansvaret. En del af tiden bruge han til at skrive breve med sin ven Lucilius, der også havde en høj officiel post i kejserens administration. Vi har i dag 124 af Senecas breve, men i oldtiden kendte man endnu flere.

Disse breve er et sted midt imellem det ægte private brev og de rent litterære breve. Seneca svarer på spørgsmål, der må have været Lucilius' (ukendte) del af korrespondancen, brevene er meget personlige, men samtidig skjuler Seneca ikke, at brevene offentliggøres.

Samlingen af breve om mange forskellige emner får sin enhed ved, at Seneca hele brevvekslingen igennem er en åben og søgende lærer for eleven Lucilius. Herved bliver brevene en del af den genre, der kaldes den psychagogiske. Dette græske ord er sat sammen af ordet for sjæl, psyche, og ordet agoge, der betyder føren eller opdragelse; dvs. psychagogisk betyder sjæleførende eller sjæleopdragende, ligesom pædagogisk betyder børneopdragende (paid = barn).

Seneca prøver at lede Lucilius' sjæl frem til stoisk livsvisdom. Oldtidens filosofiske skoler var fælles om at opfatte menneskets sjæl som et nemt offer for alle mulige farer og fristelser, som frygt, især for døden, og lidenskaber. Når vi i vores tradition læser ordet 'lidenskaber', tænker vi ofte først på de erotiske, men dem var oldtiden ikke så fokuseret på som vores kultur. De gamle så en lige så stor eller større fare i aggressiv adfærd, overdreven mad- og drikkeglæde, ambition eller higen efter status og rigdom.

De første 29 breve er ret korte og har ofte et kort citat af andre filosoffer, som Seneca så kommenterer. I denne del af værket taler Seneca til eleven, der først lige er begyndt at slå ind på den rette vej: "...ingen kan leve et lykkeligt liv, ja ikke engang bare et acceptabelt liv, uden at han interesserer sig for visdommen, og det lykkelige liv kun kan opnås gennem den fuldkomne visdom, mens det acceptable liv dog kan nås, når man har taget hul på visdommen... Det kræver mere arbejde at holde fast i sine forsætter end at annoncere dem. Man må holde fast og give dem styrke ved konstant opmærksomhed, indtil karakteren kan blive lige så god som viljen." (16. brev).

Her styrkes eleven altså i sin overbevisning om, at filosofi er vejen frem, og han forberedes på, at udviklingsprocessen indimellem er krævende, men opmuntres samtidig med, at man også har glæde af sin indsats, før man når den fuldkomne visdom.

Et andet aspekt er, at eleven skal opnå sygdomserkendelse, for uden den er der ingen interesse i at blive helbredt, dvs. at få ledt sin sjæl i den rigtige retning: "'Begyndelsen til helbredelse er kendskab til sine fejl.' Jeg synes, at Epikur har sagt dette ganske træffende. For den, som ikke ved at han begår fejl, vil ikke rettes. Man skal pågribe sig selv, før man kan forbedre sig. Nogle praler af deres laster. Tror du, han tænker det mindste på en behandling, som anser sine onder for dyder? Derfor skal du lægge det størst mulige pres på dig selv, forhør dig selv. Påtag dig først anklagerens rolle, så dommerens, til sidst hans rolle, som går i forbøn. Fornærm engang imellem dig selv." (28. brev).

Og de sygdomme, der skal erkendes, er i begyndelsen de oplagte laster: "Jeg vil give dig en henvisning til Epikur, han vil udbetale pengene: 'Umådeholden aggressiv adfærd skaber sindsyge.' Det er helt sikkert, at du ved, hvor sandt det er, fordi du både har en slave og en fjende. Denne affekt flammer op mod alle personer. Det opstår lige så meget af en forelskelse som af foragt, ikke mindre under alvor end under leg og spøg. Og det gør ingen forskel, med hvor god grund den opstår, men derimod hvordan det sind er, som den bemægtiger sig. På samme måde som det ikke kommer an på ildens størrelse, men hvor den får fat. For selvom ilden er nok så stor, fænger faste stoffer, der ikke er brændbare, ikke, og omvendt nærer tørre og let antændelige stoffer en lille gnist, til den bliver en ildebrand. Sådan er det, min kære Lucilius, enden på ubehersket aggressiv adfærd er vanvid, og derfor skal vi undgå aggressiv adfærd, ikke så meget for mådeholdets skyld som for vores mentale sundheds." (18. brev).

Længere henne i samlingen bliver brevene længere og mere komplicerede – nu har eleven jo også lært mere. Et eksempel på, hvordan mere konkrete erfaringer kan kædes sammen med stoisk kosmologi, er det 47. brev, hvor Seneca skriver til Lucilius om, hvordan man ikke skal omgås sine slaver. Først roser Seneca dem, der omgås venligt med deres slaver og taler med dem. Usympatiske herrer gjorde slaverne til deres fjender ved mishandling: "En trancherer kostbare fugle. Ad sikre baner fører han sin øvede hånd omkring bryst og gump og udskærer småstykker, den stakkel, som har dette ene formål med livet, at han skal udskære fjærkræ smukt... En anden er vintjener, klædt som kvinde og i kamp med sin alder: Han får ikke lov til at holde op med at være en dreng, og selvom han allerede ligner en soldat, står han uden kropsbehåring (hårene gnides af ham eller trækkes ud med rode) hele den nat lang, som han skal dele mellem herrens fuldskab og liderlighed, og i soveværelset optræder han som en mand, under selskabet som en slavedreng." Man bemærker her hvordan adfærd måles ud fra, hvad der er i overensstemmelse med naturen: Det er unaturligt for et menneske ikke at virke alsidigt, det er unaturligt for mænd ikke at være klædt og optræde som mænd, og den lidenskab, der udnytter et andet menneske, er ikke acceptabel.

Dette er for Seneca anledningen til at lade Lucilius overveje menneskers fælles vilkår i kosmos og over for Skæben: "Tænk lige over, at han, som du kalder en slave, kommer af de samme frø, går under den samme sol, ånder på samme måde, lever på samme måde og dør på samme måde som du. Du kan betragte ham som lige så fribåren, som han kan betragte dig som slave. Ved romerhærens nederlag under Varus (9. e.Kr.) undertrykte Skæben mange mænd, som begyndte på en senatskarriere gennem militærtjeneste: En af dem gjorde den til hyrde, en anden til vogter af en simpel hytte. Foragt herefter et menneske med den skæbne, som hurtigt kan blive din, mens du er fyldt med foragt."

Det er karakteristisk for Senecas råd til Lucilius, at selvom han taler som lærer til en elev, drejer det sig altid om et fælles projekt. Både lærer og elev skal nå visdommen, begge må de undgå at blive aggressive, og begge lever og ånder de som alle andre, underlagt samme Skæbnemagt. Man kan også sige det således, at målet eller idealet for eleven er en almen filosofisk indsigt. Det er den, sjælen skal ledes frem til ved lærerens psykagogi.

Det er nærliggende at sammenligne med psykoterapi. Dette ord er også græsk, men det er en moderne orddannelse, ordet findes ikke på klassisk græsk. Den moderne psykoterapi udfoldes af en terapeut over for en patient. De skal altså ikke begge nå en fælles indsigt. Endvidere forholder den sig individualiseret og empirisk til det enkelte tilfælde, og den undgår at underkaste patienten filosofiske eller religiøst funderede normer. Denne individualisering af patienterne medfører nemt en umyndiggørelse og berøvelse af personligt ansvar. Konkrete eksempler på det kan man finde ved at læse referater af retssager.

Senecas breve til Lucilius viser en anden måde at hjælpe mennesker på, når de ønsker at frigøre sig fra sindets udskejelser. Den er muligvis ikke specielt effektiv over for klart sygelige tilstande i sindet, men for andre tilfælde er den en inspiration til en sympatisk måde at forsøge mentale forbedringer, og den ligger i niveau i hvert fald langt over søndagsavisernes og damebladenes forsøg på at give os en vulgærpsykologisk indsigt og livsvejledning.

Man kan læse Senecas breve i M. Cl. Gertz' oversættelse fra 1927, hvor sprogdragten er lidt gammeldags; oversættelserne her er mine egne.

Den bedste bog om Seneca på dansk er Villy Sørensen, Humanisten ved Neros hof, 1976. Hvis indledningen virker tung, og det er den, kan man begynde at læse på s. 71, og så læse de første 70 sider til sidst.


Opdateret 20030812 af Søren Hindsholm